Igennem de seneste to uger har jeg haft besøg af mor og far. Om det var badeferie eller eventyrsferie var vi måske lidt uenige om, men jeg prøvede at sammensætte et program over hvad vi skulle se og lave, som gjorde alle glade 😉
Jeg synes det blev en god blanding af oplevelser og stranddage, og jeg håber selvfølgelig at de syntes det samme!
Da de ankom til øen havde jeg 2,5 fridag og den første halve dag gik på en hurtig rundvisning af shopping centeret Destreland.
Dag 2 stod på bestigning af vulkanen, hvilket blev forsøgt under en del ”brokning”. Det måtte desværre opgives grundet vind og regn, som gjorde de allerede besværlige stier endnu mere ufremkommelige…. måske jeg når toppen tredje gang?
På dag 3 lykkedes det mig at lave en dagsudflugt, som alle var tilfredse med!! Vi startede tidligt med at køre the Pointe Des Châteaux, hvilket er den yderste spids af Grand Terre!
Her blev vi mødt af en helt fantastisk udsigt over øen og en masse flot natur.
Da vi havde nydt omgivelser længe og var blevet sultne, fortsatte vi mod et bokit-sted. For man tager ikke til Guadeloupe uden at smage den traditionelle bokit, som består af friturestegt brød og fyld! Den faldt i så god jord, at mor fik os overtalt til at få to mere i løbet af deres ferie 😉
Efter frokosten gik turen til Sainte Anne hvor alle de kridhvide strande ligger, der tilbragte vi resten af dagen inden vi fik aftensmad på marinaen i Pointe a Pitre.
De næste dage stod på mindre udflugter da jeg også havde et arbejde at passe! Så dag 4 var stranddag på Grande Anse, dag 5 stod på botanisk have, hvor vi så masser af farverige blomster og fugle!
Dagene efter stod mest på strand og små ture uden mig, da jeg var på arbejde… men mor og far fik set et fint lille vandfald, som jeg allerede havde set, så gik heldigvis ikke glip af noget 😛
Den næste store udflugt gik igen ned til området omkring vulkanen, dog var det denne gang vandfaldsvandring og ikke vulkanbestigning. Det var de to store vandfald vi ville se. Det første var nemt at komme til og virkelig flot og højt og helt klart mere turistede end vandfald nr.2 som jeg gik til alene, da vejen var endnu mere besværlig end til vulkanen. Da jeg efter 1,5 time nåede til vandfald nr.2 var jeg helt alene, det var den vildeste følelse at stå så langt inde i regnskoven alene for foden af et kæmpe vandfald og samtidigt være så højt oppe på et bjerg at man kunne se hele vejen ud til kysten! Så imponerende!
På vej hjem gjorde vi et hurtigt stop ved Paradis vandfaldet, som ikke er så kendt som de andre, men det ligger nærmest i en lille grotte, hvilket gør det ret specielt!
Efter vandfaldsturen tog vi igen en stranddag inden vi begav os på længere tur igen.
Næste tur gik til vandfaldet Acomat, som ligger nede af en skrænt, det betød selvfølgelig at det også var liiidt besværligt at komme derned, men det skal man bare opleve. Det er ikke så stort men vandet er krystalblåt!
Efter Acomat tog vi et smut på chokolademuseum, efterfulgt af en lille tur på turtlebeach, så mor og far kunne opleve en sort strand 😀
Om aftenen skulle jeg arbejde, men mor og far fortsatte til karneval i Deshaies!
Min sidste hele fridag blev brugt i Le Gosier, som sammen med Sainte Anne er noget mere turistede end området omkring Deshaies hvor jeg bor.
Først var vi oppe og se et gammelt fort og efter slappede vi af på den hvide strand inden vi igen spiste aftensmad på marinaen i Pointe a Pitre!
De sidste par dage blev mest brugt på at hygge, inden de pakkede deres kufferter og tog hjem mandag aften!
Det var super rart at have besøg og jeg håber de hyggede sig, lige så meget som jeg gjorde! Det var især rart at de havde bil og der pludselig var adgang til kolde sodavand 😉