Det er nu to uger siden jeg startede på arbejde igen efter min lille scooterulykke på Les Saintes. Det blev til 10 sygedage, 5 lægebesøg og 2 uger på antibiotika, men jeg overlevede og det går helt fint nu! Dog ender det nok stadig med et stort ar på ankelen, men det må jo så bare være et lille minde om en god dag! 😉
Det sidste stykke tid har jeg mest bare slappet af på hotellet og stranden, spist en masse på restaurant og været et hurtigt smut i Destreland 😀
Men idag har jeg haft min allersidste fridag inden min kontrakt udløber, så dagen skulle da selvfølgelig bruges på noget fornuftigt!!
Sammen med Selma(DK), Ida(SE) og Moa(SE) lejede jeg en bil og kørte til Le Gosier tidligt i morges. Ud for byen ligger der nemlig en lille ø kaldet “Ílet de Le Gosier”, som vi rigtig gerne ville besøge! For at komme ud til øen, var vi nødt til at tage en “færge”, som nok nærmere kunne kaldes en lille speedbåd.
Da vi efter den lille sejltur ankom til øen, startede vi med at udforske stedet og fandt hurtigt øens fyrtårn, hvorfra man havde den bedste udsigt over vandet. Der var så klart, at vi både kunne se Grand Terre, Basse Terre, Les Saintes og muligvis Marie Galante deroppe fra!
Inden vi havde taget færgen, havde vi været inde i et supermarked og købe ind til en picnicfrokost, så efter en lille rundtur på øen, fandt vi et dejligt sted i skyggen, hvor vi hyggede os med vores baguette og frugt, inden turen gik til stranden.
Resten af eftermiddagen brugte vi på ren afslapning, med at svømme rundt i den helt klare vand, nyde solen og spiste frisklavet kokossorbet, som var vildt lækkert!
Tilbage på “fastlandet” i Le Gosier snuppede vi en juice på en af strandcaféerne, inden vi igen satte kursen mod hotellet, fordi Moa skulle møde på arbejde til aften.
Vi andre slog os sammen med Javanna(DK ) og Lærke(DK), og kørte til Grand Anse for at finde en lækker restaurant at spise aftensmad på. Valget faldt på en marokkansk restaurant, hvilket viste sig at være en fremragende beslutning!
Konklusionen på min aller sidste hele fridag på Guadeloupe er, at dagen har været helt perfekt! Vi vendte alle hjem glade, mætte og lige en lille smule mere solbrændte, end vi havde været om morgen, så jeg er helt tilfreds.
Det kunne jo ikke være meget bedre! 😀